Skolepsykolog

 
 

Himmerlandsgymnasiernes Psykologordning - et tilbud til alle elever på Mariagerfjord Gymnasium


Mariagerfjord Gymnasium, Vesthimmerlands Gymnasium & hf og Støvring Gymnasium har i fællesskab ansat mig, og jeg er tilstede på de tre gymnasier som følger:

  • Mariagerfjord Gymnasium: Mandag og torsdag kl. 8.30-14.30
  • Vesthimmerlands Gymnasium & hf: Tirsdag kl. 8.00-15.00 samt fredage i lige uger kl. 8.00-14.00
  • Støvring Gymnasium: Onsdag kl. 8.00-15.00 samt fredage i ulige uger kl. 8.00-14.00


Hvis du mangler motivation, føler dig ensom eller udenfor, er kørt fast i problemer eller har oplevet sorg eller anden krise, er det muligt at få op til fem rådgivende samtaler hos mig. Du kan gå til din elevvejleder og få en snak om, hvorvidt en samtale med mig er noget for dig. Eller du kan selv tage direkte kontakt til mig (se hvordan nedenfor).

Den første samtale med mig vil tage udgangspunkt i, hvad du ønsker hjælp til, og vi vil her sammen finde ud af, hvad der er det bedste tilbud for dig. Finder vi ud af, at samtaler med mig er den bedste løsning, vil du komme på min venteliste, hvorefter der kan gå op til fire uger, før vi ses igen, og det egentlige forløb starter. Finder vi ud af, at der er andre tilbud, som er mere relevante for dig, vil enten jeg eller din elevvejleder hjælpe dig videre i systemet, så du kan få den hjælp, du har brug for. Jeg henviser ofte til og arbejder sammen med: Praktiserende læger med henblik på et psykologforløb via sygesikringen eller via psykiatrien, Etnisk Ung, TUBA, Ungerådgivningen, Headspace, Børn Unge og Sorg, Skyggebørn, Misbrugscenter Fortunavej med flere.

Jeg har to tider om ugen - mandag og torsdag kl. 13.00 - afsat til indledende samtaler og akuttider. Det vil derfor oftest være muligt at få den første tid hos mig inden for en uge afhængig af, hvor mange elever der henvender sig den pågældende uge.

Du får godskrevet dit fravær for alle samtaler med mig ved at aflevere en fraværsseddel, som jeg udfylder efter hver samtale. Sedlen afleveres på kontoret eller til den lærer, som giver dig fravær.

Som autoriseret psykolog har jeg tavshedspligt og journalpligt.

Hvis du vil i kontakt med mig, kan du kontakte din elevvejleder eller sende mig en sms med navn, klasse og skole på tlf. 61 46 81 55. Du er også meget velkommen til at ringe - tager jeg ikke telefonen, kan du lægge en besked, og så ringer jeg tilbage, så snart jeg kan.

Du kan også skrive en besked via Lectio eller en mail til lfd@mf-gym.dk - husk også her at skrive navn, klasse og skole. Jeg tjekker beskeder cirka en gang om dagen, og der vil ofte være lidt længere svartid her end pr. telefon.

Skriv gerne et par ord om, hvad du gerne vil tale med mig om, når du henvender dig, hvis du kan. Ellers finder vi ud af det, når vi ses. Jeg holder til i lokale C56 i kælderen ved Billedkunst.

Med venlig hilsen
Laila Fauerskov Duch, psykolog på Mariagerfjord Gymnasium
Laila Fauerskov Duch
Laila Fauerskov Duch (lfd)