Hf

 
 

1. Hvad er hf?
! Hf er en to-årig gymnasial uddannelse til dig, der har afsluttet 9. eller 10. klasse eller har haft anden undervisning på samme niveau. På hf får du ikke standpunktskarakterer, til gengæld får du løbende individuel, faglig vejledning.

2. Hvem henvender hf sig til?
! Hf er for dig, der gerne vil gennemføre en ungdomsuddannelse på bare to år. Samtidig har du mulighed for at sætte dit præg på uddannelsen ved at vælge den fagpakke, der passer dig. Det betyder, at du kan målrette uddannelsen for eksempel med henblik på at komme på seminariet eller politiskolen.

3. Hvorfor skal jeg vælge en hf?
! På kun to år kan du få en eksamen, der åbner døre til en række videregående uddannelser. Hf er primært målrettet mod erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser og giver således adgang til både kortere og mellemlange uddannelser. Hvis du vælger at supplere med en udvidet fagpakke, har du også mulighed for at få adgang til universitetsuddannelser. Hf-uddannelsen har desuden en praksisorienteret tilgang med tre projekt- eller praktikforløb i løbet af de to år, der skal hjælpe dig med at afklare din hovedinteresse og dit valg af videregående uddannelse.

Om hf på Mariagerfjord Gymnasium

Nanna hf-student

- Da jeg startede i gymnasiet, var jeg 18 år og havde fået noget erfaring at trække på, og derfor valgte jeg hf. Desuden kan jeg godt lide undervisningsformen, hvor du ikke hele tiden bliver vurderet, men hvor det mere handler om din egen motivation. Og du er aldrig i tvivl om, hvordan det går, fordi lærerne giver feedback og roser, når du fx deltager i undervisningen.

- Hf har givet mig større viden og almen dannelse, som jeg virkelig ikke ville være foruden, og uddannelsen har åbnet mange muligheder for mig. Om jeg læser videre til jordemoder, sygeplejerske, arkitekt eller fysioterapeut, vil tiden vise.

Nanna Høegholm Ernst Lauridsen, hf-student 2016