Optagelseskrav stx
 
 

Du skal opfylde en række krav for at kunne blive optaget på stx. Kravene er lidt forskellige i forhold til, om du søger optagelse efter 9. klasse eller efter 10. klasse. Nedenfor har vi beskrevet begge muligheder. Læg mærke til de fælles regler og krav, der er beskrevet nederst på siden.

Optagelse efter 9. klasse - gælder til og med 2018

Hvis du søger om optagelse efter 9. klasse, skal du opfylde disse krav:

  1. Du skal have modtaget 2-4 års prøveforberedende undervisning i enten fransk eller tysk. Hvis du har haft sproget som valgfag, skal du have aflagt en prøve i det.
  2. Du skal afslutte 9. klasse i folkeskolen eller have gennemført en undervisning, der svarer til folkeskolens 9.klasse.
  3. Du skal deltage i folkeskolens obligatoriske afgangsprøver.

Endelig skal du være erklæret uddannelsesparat af UU (Ungdommens Uddannelsesvejledning) og have udarbejdet en uddannelsesplan.

Optagelse efter 10. klasse - gælder til og med 2018

Hvis du søger om optagelse efter 10. klasse, skal du opfylde disse krav:

  1. Du skal have modtaget 2-4 års prøveforberedende undervisning i enten fransk eller tysk. Hvis du har haft sproget som valgfag, skal du have aflagt en prøve i det.
  2. Du skal afslutte 9. klasse i folkeskolen eller have gennemført en undervisning, der svarer til folkeskolens 9.klasse.
  3. Du skal have modtaget undervisning i 10. klasse på en folkeskole, en fri grundskole eller en efterskole i dansk, engelsk og matematik.
  4. Du skal deltage i prøverne i dansk, engelsk og matematik, og du kan selv vælge mellem enten folkeskolens afgangsprøver eller 10. klasse prøverne (både skriftlig og mundtlig) i disse fag.

Endelig skal du være erklæret uddannelsesparat af UU (Ungdommens Uddannelsesvejledning) og have udarbejdet en uddannelsesplan.

Fælles forhold - gælder til og med 2018

Regler og krav, der gælder både for optagelse efter 9. klasse og 10. klasse:

Når du søger om optagelse, skal du udfylde mindst ét uddannelsesønske – fx stx/Mariagerfjord Gymnasium - altså både en uddannelse og en institution. For hvert uddannelsesønske skal du allerede nu tage stilling til to fag:

  • Hvilket sprog du vil have ud over engelsk (det er det, der kaldes 2. fremmedsprog. På Mariagerfjord Gymnasium kan du vælge mellem fransk, spansk og tysk).
  • Hvilket kunstnerisk fag du gerne vil have i 1.g (på Mariagerfjord Gymnasium kan du vælge mellem billedkunst, drama og musik).


Hvis du ikke umiddelbart opfylder optagelseskravene, kan du i visse tilfælde optages alligevel. Der sker på grundlag af rektors vurdering af dine standpunktskarakterer, prøveresultater fra forudgående undervisning, udtalelser om dine kvalifikationer eller en optagelsesprøve. Læs mere om optagelsesprøven her.