Optagelsesprøve stx
 
 

NB! Fra sommeren 2019 bliver optagelsen til stx ændret, så der blandt andet indføres landsdækkende optagelsesprøver. Læs mere om de nye optagelseskrav, der træder i kraft fra 2019 her.

Derfor skal du til optagelsesprøve

  • Hvis du har klaget over UU-vejleders afgørelse af din uddannelsesparathed:
    Du bliver indkaldt til optagelsesprøve, hvis din UU-vejleder har vurderet, at du ikke er uddannelsesparat, og dine forældre har klaget over afgørelsen. Optagelsesprøven er i disse tilfælde både en faglig prøve og skolens vurdering af, om du er parat til at starte på en ungdomsuddannelse.
  • Hvis du mangler afgangsprøver:
    Du bliver indkaldt til optagelsesprøve, hvis du mangler at aflægge en eller flere af de obligatoriske afgangsprøver fra folkeskolen.


Dato for optagelsesprøve

Datoen følger...

Sådan er prøverne organiseret

Optagelsesprøve med vurdering af uddannelsesparathed: Du skal møde på skolen senest kl. 7.50, og prøverne varer i praksis en hel skoledag. Optagelsesprøven indeholder en skriftlig prøve i dansk (1 time) og en skriftlig prøve i matematik (1 time). I løbet af dagen er der en mundtlig prøve i engelsk, en mundtlig prøve i tysk ELLER fysik/kemi og en samtale med en studievejleder. Når du møder om morgenen, får du de præcise tidspunkter for, hvornår i løbet af dagen de mundtlige prøver finder sted. Det kan godt være, at du får nogle længere pauser i løbet af dagen, men prøverne forventes afsluttet senest kl. 15.15

Sådan er de enkelte prøver

Alle prøverne er tilrettelagt efter målene til 9. klasses afgangsprøver:

  • Den skriftlige prøve i dansk rummer dels en læsetest, dels en række grammatiske og forståelsesmæssige spørgsmål, der besvares via et elektronisk spørgeskema. Besvarelsen rettes umiddelbart efter prøveafslutning af en dansklærer, der efterfølgende vurderer dine færdigheder og eventuelt uddannelsesparathed.
  • Den skriftlige prøve i matematik er en skriftlig prøve, hvor der udleveres et opgaveark, og du har derefter 1 time til at besvare opgaverne. Du skal kun medbringe skriveredskaber, lineal og vinkelmåler. Du må ikke benytte lommeregner til matematikprøven. Prøverne rettes umiddelbart efter prøvens afslutning af en matematiklærer, der samtidig vurderer dine færdigheder og eventuelt uddannelsesparathed.
  • Prøverne i engelsk og tysk former sig som samtaler mellem dig og to lærere. Udgangspunktet for samtalerne er en tekst, som du får tilsendt og forbereder dig på hjemmefra. Prøverne varer ca. 15 min. og er uden forberedelsestid her på skolen. Efter samtalerne vurderer de to lærere dine færdigheder og eventuelt uddannelsesparathed.
  • Prøven i fysik/kemi er en samtale mellem dig og to lærere med udgangspunkt i 2-3 faglige emner, som du selv er med til at udvælge. Der inddrages typisk forskelligt fysik- eller kemiudstyr og illustrationer af eksperimentelle opstillinger. Prøven varer ca. 15 min. og er uden forberedelsestid her på skolen. Efter samtalen vurderer de to lærere dine færdigheder.
  • Samtalen med studievejlederen (vurdering af uddannelsesparathed) starter med, at du udfylder et spørgeskema, som danner udgangspunkt for samtalen. Studievejlederen giver på den baggrund sin vurdering af uddannelsesparatheden.


Rektor tager stilling

Når den sidste mundtlige prøve er afviklet, deltager en lærer fra hver prøve og evt. studievejlederen i en konference med rektor, hvor det ud fra en samlet vurdering af prøveforløbene besluttes, om du kan optages eller ej. Umiddelbart efter konferencen skriver skolen et brev til dig om resultatet og konsekvenserne af resultatet. Målet er, at du har modtaget svaret senest to dage efter prøvedagen. Et afslag kan indklages til Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Klagen sendes til rektor inden 14 dage efter modtagelsen af afslaget.