Ny udstilling

 
torsdag D. 13. august 2015, kl. 12.30
Gymnasiets nye støtteprojekt GYM4INDIA viser farverige fotografier fra børnehjemmet i Indien.
Af Mette Brandt-Petersen

- Ej, hvor er de flotte, lyder det igen og igen på gangen ved lærerværelset.

I løbet af sommerferien har de sort-hvide studenterbilleder fået selskab af farvestrålende fotografier fra Indien. De fortæller små historier om børnehjemmet for piger i Arni. Nogle viser pigerne på vej i skole og samlet ved aftensmaden, mens andre portrætbilleder fortæller om pigernes fremtidsdrømme.

Billederne er taget af Tine Elisabeth Larsen og doneret af Dansk - Indisk Børnehjælp. Udstillingen er første led i det nye støtteprojekt GYM4INDIA, hvor gymnasieeleverne samler penge ind til børnehjemmet, der bliver drevet af Dansk – Indisk Børnehjælp. Støtten skal gå til et solcelleanlæg og til fire af pigerne, som skal i gang med en videregående uddannelse.

Der er nedsat en arbejdsgruppe på gymnasiet med elever og lærere, der planlægger forskellige aktiviteter i løbet af skoleåret. Hvis du har lyst til at være med i arbejdsgruppen eller måske bare er nysgerrig efter at vide mere om GYM4INDIA, kan du kontakte Nanna Aarup Buch fra 3.d.