Htx laver happening i Hobro

 
torsdag D. 03. november 2016, kl. 16.15
3.htx har lavet et kunstprojekt om håndskrift i samarbejde med kunstneren Vibeke Rønsbo. Torsdag kulminerede projektet med en happening med over 150 plakater i byen og en oplæsning på torvet i Hobro.
Af Mette Brandt-Petersen

Hvad er forskellen på at skrive med kuglepen på et stykke papir og at hamre løs på et tastatur? Dét var emnet, da htx-klassen og Vibeke Nørgaard Rønsbo mødte hinanden første gang onsdag d. 5. oktober (læs om mødet her). Efterfølgende har eleverne nedfældet deres tanker om, hvordan det er at leve i et digitalt samfund, hvor håndskriften afløses af digital kommunikation. Og de tanker blev i dag forvandlet til 150 håndskrevne plakater.

Konceptkunstneren ledte slagets gang, da htx-klassen i løbet af formiddagen skrev med rød farve på store, hvide plakater. Blandt andet griflede eleverne: ”Vi bruger aldrig håndskrift mere, den er sådan set blevet overflødig” og ”Hvis nogen ser min håndskrift tror jeg der vil grine af den”. Eleverne arbejdede koncentreret og var under stort tidspres, for over middag skulle de sprede plakaterne rundt i Hobro City.

Aktionen afsluttede med oplæsning af elevernes skarpeste tanker om it-tasternes og blyanternes muligheder på torvet. Opstillet i en cirkel skiftedes de til at læse højt om deres håb og drømme samt frygt og bekymringer for digitaliseringen. Og selvom kulden var bidende og himlen grå, standsede flere nysgerrige op i gågaden og lyttede på elevernes tankevækkende refleksioner.

Du kan se billeder og små film fra dagen på Facebook, Instagram og iHobro. Se også flere billeder fra dagens aktion nedenfor:

HåndskriftHtx laver happeningHtx laver happeningHtx laver happeningHtx laver happening

Kort om kunstprojektet

Vibeke Nørgaard Rønsbo står bag kunstprojektet ”How to Remind” om håndskrift og digitalisering. Projektet indsamler nationens håndskrifter, tanker og drømme på tærsklen ind i det digitale samfund og stiller spørgsmål ved, hvad det kommunikative skift gør ved os og vores forhold til hinanden. Du kan læse mere om ”How to Remind” på hjemmesiden www.howtoremind.dk.