Jeg er virkelig stolt!

 
tirsdag D. 26. april 2016, kl. 11.29
Mariagerfjord Gymnasium har samlet 15.000 kr. ind til Dansk - Indisk Børnehjælp.

Efter flere år med faldende opbakning til Operation Dagsværk besluttede Mariagerfjord Gymnasium at lave sit eget støtteprojekt i samarbejde med Dansk - Indisk Børnehjælp. Foreningen driver et børnehjem for piger i Sydindien, og under navnet GYM4INDIA har gymnasiet samlet penge ind til børnehjemmet i løbet af skoleåret.

- Det har været en lang proces at starte det nye projekt op, men jeg er virkelig stolt af, hvor godt det er gået. Det er fantastisk at se, hvordan det lille frø, vi plantede, er vokset og nu er blevet et fælles projekt for hele gymnasiet. Især var støttekoncerten for nylig en succes, fordi den samlede alle på skolen og gjorde indsamlingen sjovere, fortæller Nanna Aarup Buch fra 3.d.

I dag resulterede indsamlingen i en check på 15.000 kr., der blev overrakt til Dansk - Indisk Børnehjælp. Det skete i forbindelse med en fællestime, hvor foreningens stifter, Tine Elisabeth Larsen, holdt foredrag på gymnasiet om det moderne Indien og de forhold, kvinder lever under. Hun fortalte også, hvorfor den humanitære forenings arbejde er vigtigt, og hvordan gymnasielevernes indsamlede beløb vil gøre en forskel for fire af pigerne fra børnehjemmet. Pigerne er lige nu i gang med en videregående uddannelse - to læser til sygeplejerske, og to følger en it-uddannelse.

Håb for fremtiden

- Gymnasiets støtte er et væsentligt bidrag til, at pigerne kan realisere deres uddannelser og skabe sig en fremtid. Vi er rigtig glade for at have vakt gymnasieelevernes interesse for at hjælpe, og det er skønt at opleve arbejdsgruppens idéer og engagement. Når unge på den måde hjælper andre unge, bliver det mere personligt, og det giver håb for fremtiden, siger Tine Elisabeth Larsen.

- Vi har ønsket at starte et projekt, hvor eleverne føler medejerskab og relevans, og dét et lykkedes. GYM4INDIA er blevet en del af skolens liv, og arbejdsgruppen har løbende fået nye elever, der har bidraget med gode idéer til indsamlingen. Jeg synes, projektet har fået en god start, og vi har fået en masse erfaring, som vi kan bygge videre på næste skoleår, hvor GYM4INDIAfortsætter som gymnasiets støtteprojekt, lyder det fra uddannelsesleder Søren Urup.

Aktive elever

I løbet af skoleåret har gymnasieeleverne blandt andet arrangeret en støttekoncert, en klasseindsamling og en event i Hobros gågade, hvor der blev solgt postkort og karrysuppe og dyrket morgenyoga. Derudover har årets musical ”Jagten På Noget” doneret penge fra billetsalget, ligesom gymnasiets festudvalg, Parentesen, har givet penge fra en skolefest. Skolen har også bidraget til indsamlingen med et beløb fra salg fra stolene i gymnasiets sal, der blev udskiftet i foråret.

Hele skoleåret har en fotoudstilling med billeder fra børnehjemmet mindet alle om formålet medGYM4INDIA. Billederne er doneret af Dansk - Indisk Børnehjælp, og de kan lige nu opleves på nogle af kommunens biblioteker, inden udstillingen rejser videre til lokale skoler efter Kr. himmelfartsferien.