Pædag... hvad?

 
torsdag D. 23. juni 2016, kl. 12.14
Seks lærere fik i dag overrakt deres eksamensbevis efter et travlt år i pædagogikum.
Af Mette Brandt-Petersen

- Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville være gymnasielærer. Jeg synes, at mine fag er spændende, og så kan jeg godt lide at undervise og arbejde med unge. Den der dynamik og feedback fra eleverne er det fedeste.

Ordene kommer fra Christina Kjær Nielsen, der underviser i Dansk og Psykologi på Mariagerfjord Gymnasium. Hun har netop afsluttet sit pædagogikum ligesom også Sylvester Dvinge Ditlevsen, Hanne Lundø, Lieselotte Rühmann, Bo Jensen og Kasper Christensen Nielsen.

- Pædagogikum handler om at lære at blive gymnasielærer. Man skal hele tiden reflektere over, ”hvorfor gør jeg sådan, og hvorfor reagerer eleverne sådan”. Forløbet har givet mig ny indsigt, og jeg føler mig mere sikker på, hvordan jeg griber undervisningen an, fortæller Christina.

Et hårdt og sjovt år

I løbet af året bliver det praktiske pædagogikum evalueret ved tre besøg, hvor en lærer fra en anden skole - en såkaldt tilsynsførende - overværer undervisningen sammen med en kursusleder og vejledere. ”Det er en kødrand af mennesker, der kigger på”, fortæller Christina. Ved det tredje og sidste besøg får man en udtalelse, mens det teoretiske pædagogikum bliver afsluttet med en skriftlig opgave.

- Det har været et hårdt, sjovt og spændende år. Nu glæder jeg mig til næste skoleår, hvor jeg skal have mine helt egne klasser. Og hvor ingen overhovedet skal kigge på mig, mens jeg underviser, griner Christina og tilføjer:

- Men jeg kan godt forestille mig, at jeg vil savne den faglige sparring. Det har jo også været fedt og bekræftende, når vejlederen fx har kommenteret min undervisning og sagt: ”Hold op, dét var spændende”.

Kage til eleverne

Efter sommerferien starter en håndfuld nye lærere i pædagogikum, og Christina har flere gode råd til dem:

- De nye kandidater skal nyde det, selvom man godt kan føle sig presset. Og så er det en god idé at være klar på, hvad vejlederen skal give feedback på: ”I dag vil jeg gerne have, at du kigger på det og det i min undervisning”, for så får man et godt resultat, siger hun.

Et allersidste spørgsmål til Christina: Har hun nogensinde bestukket sine elever med kage i forbindelse med besøg af tilsynsførende?

- Ja da! Det tror jeg alle gør, ha ha. Og eleverne var supersøde og positive - de ville så gerne have, at det gik godt for mig.

Stort tillykke til Lieselotte Rühmann, Bo Jensen, Christina Kjær Nielsen, Sylvester Dvinge Ditlevsen, Kasper Christensen Nielsen og Hanne Lundø (er ikke med på billedet øverst).