Secondhand hitter

 
fredag D. 29. april 2016, kl. 15.56
Fredag inviterede Miljørådet igen til Tøjbyttedag, hvor eleverne kunne shoppe med god samvittighed.
Af Mette Brandt-Petersen

Forny din garderobe - uden at bruge penge eller CO2! Sådan lød opfordringen fra Miljørådet, der har indsamlet bukser, hatte, kjoler, sko og alt muligt andet i løbet af ugen. Har man fx afleveret fem stykker tøj, kunne man i dag finde fem nye stykker brugt tøj. 

Tøjbyttedagen blev afholdt første gang forrige år, og selvom begivenheden var en stor succes, har der været plads til forbedringer.

- I år har vi lavet et omklædningsrum bag scenetæppet, så folk ikke skal løbe ind og ud af salen for at prøve tøj. Desuden lægger vi tøjet frem ad to omgange, så der også er fedt tøj til de elever, der får senere fri, forklarer Sofie Hammer Sørensen fra Miljørådet og tilføjer:

- Tøjbyttedagen er kommet for at blive. I Miljørådet satser vi på, at det bliver en årlig tilbagevendende begivenhed.