Ny sekretær

 
mandag D. 07. august 2017, kl. 12.54
Birgitte Thomsen er navnet på gymnasiets nye sekretær. Hun er godt rustet til jobbet og kan trække på mange års erfaringer - dels fra forskellige uddannelsesinstitutioner og dels som mor til to teenagere.

Mandag havde Birgitte første arbejdsdag på kontoret, hvor hun blandt andet skal arbejde med skemaer, modulregnskab og andre studieadministrative opgaver.

Birgitte har tidligere arbejdet ved Peter Sabroe Seminariet, Den Sociale Højskole, Arkitektskolen og senest på Aarhus Universitet. Den røde tråd på hendes CV er undervisningsverdenen, og det er der en god grund til:

- Det er et miljø, jeg trives godt i. Dynamikken og dét der liv, der er på en uddannelsesinstitution. Selvom opgaverne er de samme, sker der altid noget nyt, siger Birgitte og tilføjer, at hun glæder sig til at møde eleverne på gymnasiet:

- Der sker så meget, fra man afslutter 9. klasse, til man bliver student, og det bliver sjovt at følge eleverne. Jeg bliver altid så imponeret over alt dét, de kan, og deres mod på at kaste sig ud i nye projekter.

Birgitte er 49 år, og hun bor i Aarhus med sin mand og to piger på 17 og 19 år - den ældste fik sin studenterhue på i sommer.