Studenterfest og store smil

 
mandag D. 19. juni 2017, kl. 10.21
Mandag morgen fik Victor Karred Steffensen studenterhuen på som årets første htx-student. Dermed er festen skudt i gang, og snart vrimler gymnasiet med studenterhuer i alle farver.
Af Mette Brandt-Petersen

Victor (3.u) blev student efter en mundtlig eksamen i SO - også kaldet Studieområdet - der er et særligt htx-fag. I løbet af de sidste tre år har htx-eleverne arbejdet med flere tværfaglige SO-forløb, hvor de har benyttet teorier og metoder fra de forskellige fag til at løse konkrete problemstillinger. Forud for den mundtlige eksamen i SO har de haft travlt med at sortere i bunken af noter og rapporter for at lave en prøvemappe, der viser deres arbejde.

- I min prøvemappe har jeg præsenteret de fleste forløb og udvalgt nogle få projekter, som jeg skulle redegøre for til eksamen. Jeg vidste på forhånd, hvad jeg skulle snakke om, og derfor havde jeg forberedt min præsentation hjemmefra.

Tre år på skolebænken

De særlige htx-fag og uddannelsens projektorienterede arbejdsform var netop grunden til, at Victor valgte htx for tre år siden.

- I mange fag har vi arbejdet med projekter, og det kan jeg rigtig godt lide. Jeg synes, det har været fedt at fordybe sig i et emne, selv styre tiden og have ansvaret for at gennemføre opgaven, forklarer han og tilføjer:

- Jeg tænkte også, at klassekammeraterne ville have samme interesser som mig, fordi vi alle havde valgt en mere teknisk uddannelse. Og jeg synes, vi har haft det sjovt og godt sammen i klassen. Jeg tror helt sikkert, de fleste af os vil holde kontakten efter gymnasiet.

Break fra bøgerne

Studenterhuen sidder på hovedet, og hvad så nu?

- Jeg har glædet mig længe. Det er stort at have gennemført gymnasiet. Nu skal jeg holde fri fra bøgerne et års tid, hvor jeg håber på at finde et arbejde. Og efter det? Jeg er ikke sikker endnu - det må tiden vise.

Efter Victor fulgte flere på den røde løber, og snart myldrede gymnasiet med nybagte studenter, stolte familier og glade venner, der har fejret huerne med flag, blomster, kransekager og champagne. Festen fortsætter hele ugen frem til fredag, hvor studenterne får overrakt deres eksamensbeviser ved årets dimission.

Første student 19-06-2017Victor fik blomster af rektor Jette Engelbreth, da han var dagens første student på Mariagerfjord Gymnasium.