Break fra bøgerne

 
torsdag D. 12. januar 2017, kl. 15.42
Torsdag fik førsteklasserne deres første Kulturchok, da de skulle lære kinesisk, hækling, akvarelmaling, irsk samspil og meget andet. Udover at lære noget helt nyt fik eleverne mulighed for at møde nye ansigter fra parallelklasserne.

Med Kulturchok oplever eleverne i 1.stx, 1.htx og 1.hf anderledes emner, end de kender fra den daglige undervisning - på tværs af alle klasser. Forud har gymnasiets lærere budt ind med idéer til forskellige aktiviteter, og emnerne spænder vidt.

Vildtkendskab, irsk samspil, ”træn din hjerne med logik” og astronomi var blot nogle af de mange emner på dagens skema. Derudover havde nogle elever travlt med at male akvareller, mens elever i et andet lokale var opslugt af en brasiliansk actionfilm. En flok elever lærte at remixe sange, mens andre svedte over kinesiske skrifttegn og blandt andet skulle skrive og udtale deres navn på kinesisk.

Og så havde en stor gruppe elever meldt sig til hækling, hvor de med tungen lige i munden forsøgte at holde styr på de mange masker og teknikker. Tre piger fra 1.x havde allerede lært ”luftmasker” og fortalte, at de har planer om at hækle kaktusser, når de er blevet lidt mere fortrolige med hæklepindene. Mest af alt nød pigerne et break fra bøgerne, hvor de kunne tænke på noget helt andet end fx den matematiktime, de lige var kommet fra.

Kulturchok foregår fire torsdage i 3. modul - næste gang er d. 19. januar. Herunder kan du se flere billeder fra den første kulturchok:

KulturchokKulturchokKulturchokKulturchokKulturchokKulturchokKulturchok