Mod på mere

 
fredag D. 28. april 2017, kl. 13.51
Niklas Stagsted fra 3.u er netop vendt hjem fra finalen i Unge Forskere. Og selvom han ikke løb med de store præmier, har han fået en masse ud af at deltage i talentkonkurrencen.
Af Mette Brandt-Petersen

- Jeg har fået mange nye bekendtskaber med folk, der arbejder med naturvidenskab på et noget andet niveau, end jeg er vant til. Jeg har også fået en masse inspiration, og så har jeg fået øjnene op for, hvor sjovt det er at arbejde med naturvidenskabelige projekter.

Ordene kommer fra Niklas, der absolut ikke fortryder, at han sendte sit SRP-projekt ind til Unge Forskere. Projektet førte ham videre fra den regionale semifinale til finalen, der blev afholdt i København d. 23.-25. april i forbindelse med Science i Forum.

Gode råd med på vejen

Inden den store finale blev Niklas inviteret til en såkaldt Science Bootcamp ved Sorø Akademi.

- I Sorø mødte jeg de andre finalister og hørte om deres projekter. Der var flere oplæg og forskellige eksperter, der kastede deres øjne på vores projekter. Jeg vidste allerede godt, hvad jeg ville arbejde videre med henimod finalen, men de gav mig idéer til, hvordan jeg kunne gøre det, siger htx-eleven.

Niklas’ projekt handlede om det dobbelte pendul og var skrevet i fagene matematik og fysik. Til finalen havde han lavet store posters, der viste hans beregninger, og han havde også medbragt pendulet. Det hele blev opstillet i en stand på messen, og så blev dørene åbnet for de mange besøgende, der både talte børnefamilier og skoleklasser.

- Udover at tale med de besøgende skulle jeg præsentere mit projekt for jurymedlemmerne, som gik rundt til finalisterne og stillede spørgsmål. Det var egentlig stille og roligt.

Først på den tredje og sidste dag blev spændingen udløst, da H.K.H. Prins Joachim og undervisningsminister Merete Riisager overrakte de store penge- og sponsorpræmier.

Ikke slut med science

”Physical Science” hed kategorien, som Niklas stillede op i, og her var konkurrencen benhård. Der var blandt andet projekter inden for astrofysik, atomfysik og kvantemekanik - se alle projekterne her. Vinderen havde set på sproget i henholdsvis den danske og svenske bibel og brugt matematiske begreber til at finde forskelle i teksterne. Noget, der måske lyder som volapyk, men faktisk vil kunne anvendes til plagiatkontrol, når lærere vil tjekke, om eleverne selv har skrevet deres tekster.

- Selvfølgelig ville det have været rart at have vundet en præmie, men det var ikke det stærkeste projekt i finalen. Det var ikke lige så gennemarbejdet som nogle af de andres - jeg var ikke rigtig nået i mål endnu, forklarer Niklas.

Oplevelsen har givet ham lyst til at arbejde meget mere med naturvidenskabelige projekter, og derfor overvejer han nu at tage en mekanisk ingeniøruddannelse på Aalborg Universitet. Men først venter der et velfortjent sabbatår, som han vil bruge på at aftjene sin værnepligt og tjene nogle penge.

Er du blevet nysgerrig på talentkonkurrencen Unge Forskere, kan du læse mere her.

Unge Forskere 2017Stemningsbillede fra Science i Forum. Foto: Niklas Stagsted.