Social hvad for noget?

 
mandag D. 28. august 2017, kl. 14.27
Her kan du møde skolens nye socialpædagog. Hun hedder Charlotte Bilici Petersen, og hun vil hjælpe de elever, der har brug for støtte, vejledning og guiden i hverdagen på Mariagerfjord Gymnasium.

- Jeg kan godt lide at arbejde med unge, der har udfordringer. Hvis jeg kan være med til at gøre en forskel for dem, så de nemmere gennemfører deres uddannelse og føler, de er en del af samfundet - så vil jeg være superstolt, siger Charlotte og uddyber:

- Der er så meget pres på de unge i dag - både indre og ydre - og dér bliver det min opgave at styrke og motivere de gymnasieelever, der har brug for det. Jeg håber, alle elever vil føle sig trygge ved at komme til mig, når presset bliver for stort.

Charlotte kommer fra en stilling ved Randers Kommune som specialvejleder for voksne med autisme, og før det arbejdede hun i 10 år på et anbringelseshjem for børn og unge. Hun har desuden en efteruddannelse som coach med speciale i ADHD og en overbygning i KRAP (Kognitiv Ressourcefokuseret Anerkendende Pædagogik).

- Jeg har stor viden inden for de mest gængse diagnoser, og derfor kan jeg hjælpe de unge med at forstå deres diagnose. Det kan fx være, hvordan hjernen fungerer, når man har ADHD, og hvilke hjælpemidler der er gode, hvis man har svært ved at falde i søvn.

Hendes arbejde som socialpædagog på Mariagerfjord Gymnasium kommer til at spænde vidt. Hun skal blandt andet støtte elevernes trivsel og hjælpe med at skabe forudsigelighed og struktur i hverdag. Ud over det daglige møde med eleverne skal hun også stå for SPS (specialpædagogisk støtte) og tutor-samtaler (samtaler med hf-elever om, hvordan det går socialt i klassen). Hun kommer til at arbejde tæt sammen med gymnasiets lærere, elevvejledere, coach og psykolog om at sikre elevernes trivsel.

Er du gymnasielev, kan du måske være i tvivl om, hvornår du skal gå til Charlotte eller én af de andre fagpersoner. Her skal det understreges, at du aldrig kan gå forkert, men altid kan få hjælpe til at finde den rette person at tale med!

Charlotte er på gymnasiet hver dag, hvor du har mulighed for at aftale et møde. Du kan fange hende på gangene, og du er også velkommen til at kontakte hende på Lectio eller tlf. 22 29 23 60. Charlotte har computerplads på lærerværelset og et samtalerum i kælderen (FC 47).

Læs mere om gymnasiets nye socialpædagog her.