Valg i Tyskland

 
tirsdag D. 05. september 2017, kl. 14.02
Bliver Angela Merkel genvalgt som Tysklands kansler? Det er det store spørgsmål ved det kommende tyske valg - og det var emnet for dagens fællestime, hvor gymnasiet havde besøg af journalist Lasse Soll Sunde.

I dagens fællestime fik eleverne et spændende indblik i, hvad der lige nu foregår i vores naboland mod syd. Foredragsholderen var Lasse Soll Sunde, der er freelancekorrespondent og journalist for blandt andet ”Orientering” på P1 og dagbladet Information.

Inde i Salen sad elever fra 2.hf, 2.stx og 3.stx med tysk og samfundsfag på skemaet, og især tyskeleverne kom på arbejde med oversættelser af tyske citater og valgslogans som fx Merkels ”Für ein Deutschland in dem wir gut und gerne leben”. For hvad betyder det egentlig?

I løbet af fællestimen fik alle en større forståelse af de forskellige tyske partier og det tyske valgsystem, der er en del anderledes end det danske. Lasse Soll Sunde gav også svar på, hvordan Martin Schulz (SPD) kan være modkandidat til Angela Merkel (CDU), når de to partier har dannet regering siden 2013. Hvorfor Angela Merkel har været åben over for flygtningestrømmen, mens andre europæiske lande har smækket grænsebommen ned. Og hvorfor Merkel har et kompliceret forhold til de tre ”alfahanner”, Trump, Putin og Erdoğan.

Det store spørgsmål om, hvem der vinder valget, bliver dog først besvaret søndag d. 24. september 2017, når tyskerne går til stemmeurnerne.