Årets første studenter

 
mandag D. 25. juni 2018, kl. 10.13
Kl. 8.30 mandag morgen sprang årets første studenter ud på Mariagerfjord Gymnasium. Tre glade vhf-elever kunne som de første tage studenterhuen på - noget ingen af dem havde turdet drømme om for blot få år siden.
Af Mette Brandt-Petersen

Efter sidste eksamen i EP (eksamensprojekt) trådte Cathrine Nymann Sørensen, Nanna Toft Kokhauge og Simone Nana Hestbæk Møller lettede ud på den røde løber og kunne endelig sætte studenterhuen på hovedet.

- Hvis jeg skal være ærlig, havde jeg ikke troet, at jeg ville nå så langt. Men jeg har fundet ud af, at jeg kan meget mere, end jeg havde regnet med, siger Simone.

- Jeg havde heller ikke regnet med, at jeg ville gennemføre vhf-uddannelsen. Jeg fik min diagnose ret sent og havde egentlig fået at vide, at jeg ikke var særlig boglig stærk, så jeg regnede ikke med, at jeg kunne. Jeg prøvede alligevel og fandt ud af, at jeg faktisk er rimelig boglig stærk, fortæller Cathrine og tilføjer:

- Hvis jeg ikke var blevet optaget på vhf, ved jeg ikke, hvor jeg havde været i dag. Realistisk set havde jeg nok været på en erhvervsuddannelse… hvis altså jeg var kommet så langt.

En god investering

Vhf står for ”visiteret hf”, og det er en særlig uddannelse på Mariagerfjord Gymnasium, hvor unge med flere forskellige diagnoser er samlet i én klasse. Det har vist sig at være en succes, og derfor kæmper gymnasiet lige nu for at kunne fortsætte ungdomsuddannelsen (læs mere om kampen for vhf her). Sagen har allerede fået opmærksomhed - blandt andet fra Flemming Møller Mortensen, der er sundhedsordfører for Socialdemokratiet. I dagens anledning besøgte han gymnasiet for at lykønske studenterne og høre mere om skolens arbejde. Og spørger man de nybagte vhf-studenter, har de et klart budskab til politikerne på Christiansborg:

- Jeg synes ikke, det er rimeligt, at bare fordi du har en diagnose, så skal du tage en erhvervsuddannelse eller havne på kontanthjælp, fordi du ikke kan få den rette støtte og hjælp. Jeg har jo ikke behov for så meget støtte, når jeg er færdig her. Derfor er vhf en mega god investering på sigt. Flere og flere får diagnoser, og de risikerer at blive tabt, og det synes jeg simpelthen er forfærdeligt, siger Cathrine, og Simone bakker hende op:

- Vhf har givet mig vigtige redskaber - ikke kun faglige, men også sociale - og en tro på mig selv. Og dét tager jeg med videre.

- For mig har vhf betydet, at jeg har fået lyst til at læse og lære. Jeg vil gerne være folkeskolelærer og vise, at det kan være sjovt at lære - og at alle mennesker kan lære, bare man har de rigtige forudsætninger, supplerer Cathrine.

Farvel til en tryg base

Studenterhuen er nu hjemme, og festen kan begynde. De nybagte studenter indrømmer dog, at det er en lidt ambivalent følelse at skulle til at tage hul på et nyt kapitel.

- Jeg glæder mig til at få nogle nye udfordringer - også fagligt, for nu har vi ligesom lært at analysere. Jeg glæder mig til at komme ud snuse lidt til verden derude, men det bliver også vemodigt, fordi gymnasiet har været en tryg base, erkender Cathrine.

- Jeg er også en smule nervøs. Det har været tre trygge år, hvor der har været meget stabilitet, og nu ved jeg pludselig ikke, hvad der kommer til at ske. Men jeg tænker, at fordi jeg har fået de redskaber, jeg har, skal jeg nok klare det, lyder det fortrøstningsfuldt fra Simone.

På Mariagerfjord Gymnasium fortsætter studenterfesten hele ugen. Mandag, tirsdag og onsdag vrimler gymnasiet med nybagte studenter, der bliver fejret med flag, blomster og champagne af familie og venner. Torsdag har afgangsklasserne planlagt studenterkørsel, og fredag får studenterne overrakt deres eksamensbeviser ved dimissionen.

Se flere billeder af årets studenter i fotogalleriet her.

Første studenter 2018
De første studenter Cathrine Nymann Sørensen, Nanna Toft Kokhauge og Simone Nana Hestbæk Møller (3.vhf) sammen med Emilie Hyrup Pedersen (3.y), der er årets første stx-student. Efter sidste eksamen blev de modtaget af rektor Jette Engelbreth med blomster, og herefter skulle de traditionen tro hejse flaget sammen.