Hallo, er du i live?

 
torsdag D. 25. januar 2018, kl. 11.23
Hvordan er arbejdet som falckredder? Dét ved eleverne i 1.p efter en formiddag med genoplivning af dukker og en hård, fysisk test, man skal gennemføre for at blive optaget på uddannelsen.

"Det kræver mænd og kvinder af en særlig støbning at kunne redde liv og skabe tryghed omkring sig, når noget utrygt sker. Du skal derfor kunne holde hovedet koldt og hjertet varmt – og have overblik, når andre mister det". Sådan lyder det på Falcks hjemmeside, hvor deres karrieremuligheder bliver beskrevet.

Hverken uddannelsen eller jobbet som redder er for sarte sjæle. Dét fik eleverne i 1.p (hf) et indblik i torsdag formiddag, da de havde besøg af de to ambulancereddere, Henrik og Pusle. De fortalte om uddannelsen og den mentale del af jobbet, og så instruerede de eleverne i genoplivning ved hjertestop. Genoplivningen skulle foregå på to medbragte dukker, og Henrik spøgte: ”I skal helt ned og kysse dem”.

Men så enkelt var det alligevel ikke, for hvad er det præcist, man skal gøre, hvis man ser en person få hjertestop? Hvor skal man trykke? Hvor hårdt? Hvor hurtigt? Hvor længe? De to Falckreddere demonstrerede og gav det gode råd at følge rytmen fra Bee Gees ”Stayin' Alive”. Herefter var det elevernes tur, og de fik hurtigt røde kinder og blev forpustede af at trykke hårdt på dukkernes brystkasse.

Efter genoplivningen kunne eleverne ikke slappe af, men fortsatte i gymnastiksalen, hvor de skulle have testet deres kondition. For at blive optaget på Falck-uddannelsen skal man blandt andet gennemføre en såkaldt ”bronchecirkel-test” bestående af en række øvelser som fx armbøjninger, mavebøjninger og englehop, der skal klares inden for en tidsgrænse. Dén test blev eleverne nu kastet ud i, og derudover skulle de gennemføre en løbe-test, også kaldet en bib-test.

Dagens besøg er del af hf-uddannelsens praktikarbejde, som skal give eleverne et indblik i forskellige professioner, de kan bruge deres hf-eksamen til. Eleverne i 1.p, skal nu vælge valgfag og fagpakke, hvor de kan vælge mellem de to retninger Aktion og Relation. Og måske er nogen af dem blevet mere afklaret i dag, om de stiler mod en redderuddannelse - eller vil vælge en helt anden vej.

Læs mere om hf-uddannelsen her.