246 nye gymnasieelever

 
onsdag D. 15. august 2018, kl. 15.49
Første skoledag er en festdag på Mariagerfjord Gymnasium. Det viste tutorerne, da de tidlig onsdag morgen modtog de nye elever med store smil, høj musik og farverige velkomstskilte.

Efter en fælles velkomst i Salen forsvandt de nye elever sammen med deres klasse, teamlærere og tutorer for at lære hinanden og skolen lidt bedre at kende.

Blandt andet blev de introduceret for Projekt Netwerk, der har kørt på gymnasiet i flere år. Projektet handler om at skabe en god klassekultur og et positivt læringsmiljø, og dét starter allerede første skoledag med bordkort på bordene, makkerskaber og en række sociale aktiviteter.

- Både tutorerne og lærerne har været meget åbne og gode til at tage imod os. Vi har leget en masse lege, og selvom det måske lyder lidt børnehaveagtigt, har det været sjovt og en god måde at lære hinanden at kende på, sagde Josefine, Lærke, Gustav og Lasse fra Grundforløbsklasse 7.

Ingen mobil i timerne

De nye elever blev også præsenteret for et nyt initiativ, der starter efter sommerferien. Mariagerfjord Gymnasium har indført ”mobilhoteller” i alle klasselokaler, hvor elevernes mobiltelefoner ”tjekker ind” i starten af hver time. Formålet er at hjælpe eleverne til at blive bedre studerende. I første omgang gælder initiativet eleverne i 1.stx og 1.hf frem til slutningen af november, hvor forsøget bliver evalueret.

I dag måtte de nye elever dog gerne have mobilen i hånden. Efter frokost blev klasserne nemlig sendt på fotosafari, hvor det handlede om at fange flest billeder på en halv time. Fx udløste et billede af en gul bil 5 point, mens et billede, hvor alle stod på hovedet, gav 50 point. Snart vrimlede skolens gange med forvirrede nye elever, der jagtede motiver og point. Hvor var ”den hemmelige trappe”? Hvem havde røde snørebånd? Og hvor var elevvejledernes kontor? Mobilerne knipsede løs, mens gangene genlød af snak og grin.

Første skoledag sluttede med præmieoverrækkelse til den klasse, der havde samlet flest point på fotosafarien. Og vinderen blev… Grundforløbsklasse 2!

Aktiviteterne fortsætter

I år starter 246 nye elever på gymnasiet, og de er fordelt i to hf-klasser, en vhf-klasse og syv stx-klasser. Allerede i næste uge fortsætter de sociale aktiviteter, så eleverne kan lære hinanden endnu bedre at kende. Onsdag d. 22/8 skal alle nye hf-elever på en introtur til Fjordcentret i Voer ved Randers Fjord. Og fredag d. 24/8 bliver de nye elever rystet sammen på tværs af alle klasser med en række sjove aktiviteter. Om aftenen er der fællesspisning, inden dørene åbnes til årets introfest for alle skolens elever.

Se flere billeder fra første skoledag på Facebook og Instagram.

Første skoledag
Traditionen tro havde de ældste elever taget bordene fra de nye elever, der måtte flytte dem tilbage, så de kunne spise deres frokost.