Innovation på skemaet

 
onsdag D. 28. november 2018, kl. 14.21
Kan elevernes læring forbedres ved at ændre på gymnasiets omgivelser? Dét var udfordringen i Innovation, hvor eleverne skulle finde kreative løsninger, der er mulige at realisere på skolen.
Af Mette Brandt-Petersen

I Innovation har eleverne netop afsluttet et omfattende projektforløb, hvor de skulle udtænke innovative klasselokaler og udsmykning af skolen. Mads (2.y) og Emil Trend (2.xz) har været i to forskellige grupper, og de har fundet frem til to forskellige løsninger, der ifølge dem vil forbedre elevernes koncentration.

Emil: I vores gruppe har vi tænkt, at det godt kan være kedeligt at komme ind i et hvidt lokale og bare sætte sig i den samme hestesko. Derfor forestiller vi os et lokale, der er indrettet på en helt ny måde: Når du arbejder alene, sætter du dig ved dit eget bord, hvor du kigger ind i væggen og kan være total koncentreret om det, du laver. Og når klassen laver noget fælles, eller der måske er gruppearbejde, sætter du dig ind i midten af lokalet, hvor der er paller og tæpper.

Mads: Vores projekt tager udgangspunkt i B-området, hvor vi blandt andet har Samfundsfag, Engelsk og Matematik. Tanken er, at området skal passe til de enkelte fag, så eleverne bliver mere fokuseret på faget. Hvis du fx har Matematik, kan der hænge formler på væggen, der hjælper dig med at stille skarpt på matematikken - i stedet for at der måske bare hænger et eller andet billede om 2. Verdenskrig, der ikke har nogen relevans for faget.

Muligt at realisere

Idéerne er ikke bare grebet ud af luften, men bygger på spørgeskemaer og data, der er indsamlet på skolen. Desuden skulle grupperne overholde et budget på 1.500 kr., så projekterne ville være realiserbare. 

Emil: I andre fag får man måske en opgave af læreren, som man laver i løbet af timen. Men her fik vi kun udstukket et emne, og så skulle vi selv lave en problemformulering og finde ud af, hvordan vi ville gribe projektet an.

Mads: Vi har selvfølgelig snakket med vores lærere undervejs, men vi har haft meget frie tøjler til at lave vores projekt.

Emil: Jeg synes, det har været fedt at arbejde på den måde. Projektarbejde handler sindssygt meget om at samarbejde og finde ud af, hvem der er god til hvad i gruppen.

Afslutningsvis skulle eleverne fremlægge projekterne for deres lærere Per Vilsbøll og Elsebeth Ahlmann samt uddannelsesleder Malene Holt Johansen, der gav feedback og var positiv over for idéerne.

Et anderledes fag

Tidligere har gymnasiet kun undervist HTX-elever i Innovation, men fremover kan alle skolens elever vælge det som valgfag, og dét er Mads og Emil glade for:

Emil: Det er det bedste valgfag, jeg har haft. Man glæder sig til at komme til timerne.

Mads: Innovation er et anderledes fag, som man føler, man kan bruge til noget. Selvom man ikke bliver iværksætter, kan man stadig bruge den kreative tænkning til rigtig mange ting.

Til sommer afslutter de faget, og allerede nu ved de, at de vil have Erhvervsøkonomi som valgfag i 3.g.

Mariagerfjord Gymnasium udbyder en lang række forskellige valgfag som fx Filosofi, Latin, Erhvervsøkonomi, Mediefag, Psykologi, Innovation og - som noget helt nyt - Design & Arkitektur. Fortsættereleverne bliver orienteret om fagene og de forskellige muligheder, inden de skal vælge valgfag i slutningen af januar.

Innovativ læringInnovativ læringElevernes plancher og prototyper er lige nu udstillet på gangen ved lærerværelset.