Hvem er hvem?

 
mandag D. 20. august 2018, kl. 14.51
Der er mange ansigter at holde styr på for de 246 nye elever, der er startet på gymnasiet. For at hjælpe dem på vej blev de fredag rystet sammen med blandt andet dans, gummistøvlekast, trillebørsræs og fest om aftenen.

De nye elever mødte ind til en rolig formiddag med rundstykker og hygge i klasserne. Efter frokost blev der skruet op for tempoet og lyden i Hobro Idrætscenter, da tutorerne bød op til dans. Herefter blev eleverne inddelt på forskellige hold - på tværs af alle klasserne - og aktiviteterne fortsatte nu udendørs. Holdene skulle dyste mod hinanden i blandt andet gummistøvlekast, trillebørsræs, stafetter og ordlege, hvor ordene blev stavet ved brug af kroppen. Der blev grint, prustet, heppet og kæmpet på livet løs for at komme først over målstregen.

- Vi troede egentlig, at det ville blive mega akavet, fordi vi skulle være på hold sammen med nogle, vi ikke kendte i forvejen. Men da vi først kom i gang, var det faktisk meget hyggeligt og sjovt, sagde Caroline, Mathilde og Siine fra Gf3.

Tilbage på skolen blev anstrengelserne på sportspladsen vekslet til forskellige ingredienser til en lagkage. Nogle fik chokoladebunde, frugt og krymmel, mens andre måtte nøjes med at piske flødeskum i en plastikpose. Opgaven lød nu på at bygge den flotteste lagkage, og resultatet var et imponerende syn, der fik mundvandet til at flyde.

Da vinderkagen var kåret, forsvandt eleverne ud på skolen for at slappe af med kagespisning, brætspil, filmhygge og for at tage festtøjet på. Ryste-sammen-dagen sluttede med fællesspisning i klasserne, inden dørene blev åbnet til fest for hele gymnasiet.

Se flere billeder fra dagen i fotogalleriet her.