Lancier & lange kjoler

 
mandag D. 05. marts 2018, kl. 15.55
Lørdag kom danseskoene på overarbejde, da gymnasiet inviterede til den årlige skolefest. Først dansede afgangseleverne lancier, og senere på aftenen sørgede dj'en og et liveband for et fyldt dansegulv.

Festen startede i Hobro Idrætscenter, hvor gæsterne blev inviteret på en velkomstdrink, mens afgangseleverne stillede op til fælles indmarch. På tilskuerpladserne sad forældre, søskende, tidligere elever, nuværende elever og skolens personale. Alle rejste sig, da afgangseleverne marcherede ind i hallen og fandt sammen i deres kvadriller. Så begyndte dansen, som eleverne har øvet og øvet de sidste mange uger, og efter den sidste ’tur’ rungede hallen af bifald og komplimenter.  

Festen fortsatte på gymnasiet med fællesspisning klassevis - mange steder med taler og kåringer. Kl. 20 blev dørene åbnet for fortsættereleverne, og der blev skruet op for musikken af dj Mads Fynbo og livebandet The Badgers. Dansegulvet var fyldt, og andre fandt vej til de to hyggelige elevcaféer, som 1.c og 1.lm stod bag, hvor man kunne udfordre hinanden i fx dart, 'beer pong' og 'slå søm i en træstub'.

På Facebook sendte Mariagerfjord Gymnasium live, mens eleverne dansede lancier. Du kan se eller gense dansen her. Se også flere billeder fra festen i fotogalleriet her og på iHobro her.