Sommerudstilling på skolen

 
torsdag D. 21. juni 2018, kl. 10.54
Når studenterne springer ud på Mariagerfjord Gymnasium i næste uge, vil rammerne være ekstra festlige. Tre lokale kunstnere - Jenny Hansen, Niels Johan Knøss og Mogens Nielsen - udstiller nemlig i Grønnegården.

Gymnasiet gør sig lige nu klar til den store studenterfest - den røde løber bliver rullet ud, og der pyntes med flag, blomster og duge på bordene. I år får kulisserne et kunstnerisk løft med en sommerudstilling, hvor Jenny Hansen, Niels Johan Knøss, og Mogens Nielsen udstiller malerier og billedtæpper.

Interesserede kan opleve udstillingen: Mandag d. 25/6 til fredag d. 29/6 i skolens åbningstid.

om kunstnerne

Jenny Hansen (gobelin), Mogens Nielsen (maleri) og Niels Johan Knøss (maleri) har kendt hinanden i mere end 30 år og har udstillet sammen i forskellige sammenhænge.

Tilbage i starten af 80’erne modtog Jenny Hansen og Mogens Nielsen undervisning hos Niels Johan Knøss i oliemaling. Jenny Hansen blev dog ved sin læst som væver og lagde hurtigt oliefarven på hylden, men i mange år var akrylfarven et hjælpemiddel til at male små udkast, der blev forstørret op til store gobeliner. Senere kom computeren til, og den blev det foretrukne arbejdsredskab, kombineret med fotos og malerier.

For alle tre kunstnere gælder det, at naturalismen er udgangspunktet, men på meget forskellig vis:

Jenny Hansen
Jenny Hansen holder af meget stærke farver og store kontraster, så naturen må rettes til med andre farver.

Niels Knøss
Niels Johan Knøss har sin helt egen neddæmpede farveskala, og han udtrykker sig med ekspressive strøg af pensel eller spatel og gengiver på den måde sin oplevelse af den omgivne natur.

Mogens Nielsen
Mogens Nielsens motivkreds er varieret, men domineres af det menneskabte i vekselvirkning med naturen som fx forladte bygninger, udrangerede maskiner og skibsvrag. Maleriernes egentlige motiv bliver således forgængelighed, nedbrud og naturens generobring af materialerne.