Endelig!

 
fredag D. 21. juni 2019, kl. 10.04
”Jeg har lært, at hvis jeg er stædig nok, kan jeg nå mine mål”, siger Thea Brink, der blev student i dag. Hun har kæmpet for få sin studentereksamen efter en trafikulykke, der ændrede hendes liv.
Af Mette Brandt-Petersen

- Endelig! Det er helt surrealistisk, at jeg er student, udbryder Thea glad efter sin sidste eksamen i Samfundsfag.

Gymnasietiden har været en kamp for hende på grund af en trafikulykke, der skete for fem år siden, hvor hun overså en bil og blev kastet af cyklen. Da hun senere kom til bevidsthed på hospitalet, havde hun kraniebrud og var lam i store dele af venstre side. Thea havde ikke cykelhjelm på den dag, hun blev kørt ned, og konsekvenserne har været store.

- Ulykken skete i 9. klasse, og da jeg startede i gymnasiet, var planen egentlig, at jeg skulle tage stx på tre år. Jeg ville være så normal som mulig og ikke stikke ud. Men jo længere jeg kom i 1.g, kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne klare presset. Mine lektier blev ikke lavet, jeg havde svært ved at følge med, og jeg havde det rigtig, rigtig skidt både fagligt og socialt. Derfor valgte jeg at tage studentereksamen på fire år, og det har været den helt rigtige beslutning.

Sort magi

At lære nyt har været en stor udfordring for Thea, og derfor har hun fået ekstra hjælp i form af SPS (Specialpædagogisk Støtte), hvor hun har siddet alene sammen med en lærer. Derved har hun fået hjælp til at få skabt struktur på skolearbejdet og få tingene lavet færdigt.

- Jeg har haft mine opture og nedture. I foråret 2018 var jeg meget tæt på at droppe ud, fordi det hele blev alt for meget. Jeg boede ved Neurocenter Østerskoven, hvor jeg skulle genoptræne samtidig med, at jeg gik i skole og havde lektier og afleveringer. Jeg kunne slet ikke få det til at hænge sammen, erkender hun og fortsætter:

- Jeg tog en snak med alle mine lærere, og der var ikke mange, der troede på mig. Jeg tvivlede jo også selv. Men min elevvejleder var meget positiv og sagde til mig, at jeg nok skulle klare det. Jeg ved ikke, hvordan hun gjorde det – det var sort magi, ha ha – så jeg fortsatte i gymnasiet, og dét er jeg virkelig glad for i dag.

I år har hun været tilknyttet 3.a, og hun fortæller, at klassen også har givet hende medvind til at gennemføre de sidste fag.

- Jeg elsker den klasse! De har virkelig været søde og hjulpet mig rigtig meget. De ved selvfølgelig godt, at jeg har en hjerneskade, men de har aldrig set mig som ”Thea med en hjerneskade” – de ser bare ”Thea”.

Husk hjelmen

Thea har på egen krop mærket konsekvenserne af at køre uden cykelhjelm, og derfor har det været vigtigt for hende at gøre andre unge opmærksomme på, at de skal huske hjelmen. I 2.g tog hun initiativ til en konkurrence på gymnasiet, hvor alle – både elever og personale – skulle tage selfies med cykelhjelme på og smide billederne på Instagram. Derudover er hun ambassadør hos Rådet for Sikker Trafik og har blandt andet medvirket i en video (se den her).

- Jeg ved, at der er mange, der har set videoen og har forstået, at det er vigtigt at have cykelhjelmen på, fordi det kan gå galt. Og hvis det går galt, og man slår sit hoved, er det ikke bare liiige, siger hun og tilføjer:

- Hvis du har brækket en knogle, får du gips på og går med krykker, og dét tager folk hensyn til. Men hvis jeg kommer gående hen ad gaden, kan folk ikke se på mig, at jeg har slået hovedet. Jeg er nødt til at sige det højt, og nogle folk tror måske, at det er fordi, jeg er doven. Det er noget af det værste.

Alt er muligt

Studenterhuen på hovedet er et synligt bevis på, at Thea ikke er doven, men en ægte fighter. Og hun har fået mod på meget mere – videregående uddannelse, måske journalistuddannelsen, ægtefælle, børn, sådan rigtigt ”villa, Volvo & vovse”, griner hun.

- Jeg har lært, at hvis jeg er stædig nok, kan jeg nå mine mål, fortæller Thea og understreger samtidig, at hun ikke har travlt:

- Der var en speciallæge, der sagde til mig: ”Thea, du skal have den ungdom, du ikke har fået. Du skal ud og nyde livet, få venner, få en kæreste, få et socialt liv – alt det du ikke har kunnet gøre de sidste fem år, skal du gøre nu”. Så nu vil jeg have et sabbatår, hvor jeg skal finde mig selv.

Foreløbig venter et studentergilde med familien i aften. Og mon ikke festen fortsætter i næste uge, hvor over 240 studenter springer ud på Mariagerfjord Gymnasium med studenterhuer i alle farver?

Årest første STX-student 2019Årest første STX-student 2019Årest første STX-student 2019