Anmeldelse: Et Dukkehjem

 
mandag D. 01. april 2019, kl. 10.12
3.b, 3.c og 3.x har været i Aalborg Teater og se et moderne bud på Henrik Ibsens klassiker ”Et Dukkehjem”. Det var en lidt blandet fornøjelse, skriver de i en anmeldelse, som du kan læse her.

Foto: Allan Toft, ”Et dukkehjem” på Aalborg Teater

“Et Dukkehjem” som spiller på Aalborg Teater fremstiller den originale historie i moderne omgivelser med brug af moderne hjælpemidler. Det er fra stykkets begyndelse tydeligt, at denne opførelse i et desperat forsøg på nyskabelse tager sig nogle mindre, kunstneriske friheder. Det er dog ærgerligt, at denne ellers fine tanke bliver ødelagt af sløset omgang med sceneskift. Scenerne trækker i langdrag, og specielt scener, hvor værkets hovedpersoner rådslås, bliver hurtigt uinteressante hos tilskueren. Stykkets vage præstation er dog udelukkende et administrativt flop og kan på ingen måde pålægges skuespillerne, som gjorde et ganske fint arbejde.

Stykkets forsøg på at genskabe det klassiske litterære værk kan mildest talt betegnes som en ikke gennemtænkt eller gennemført opførelse med en manglende respekt for det originale værk. En vag performance som denne, der nærmest fremstår som hånende mod Henrik Ibsens klassiker, fortjener ingen applaus. Tilskueren må hæve pegefingeren mod manuskriptforfatteren, som på en og samme tid formår at gøre en komik af den originale frembringelse samt skabe en omtale, lige meget om denne så er positiv eller negativ.

Forestillingen må dog anerkendes for det, den gør godt, hvilket nemlig er at skabe førnævnte omtale. Omtale, der fungerer som tiltrækningskraft for nye tilskuere, som efter et besøg i teatret kan lægge deres subjektive opfattelse ned over forestillingen.

/ Alexander Herskind Rasmussen (3.b)