Glædelig jul!

 
fredag D. 20. december 2019, kl. 12.02
Fredag var alle samlet til den traditionsrige juleafslutning, hvor førsteklasserne skulle stå for underholdningen. Der var krybbespil, dans og konkurrencer – og selvfølgelig en præmie til den mest underholdende klasse.

Allerede fra morgenstunden begyndte julestemningen at sprede sig, mens klasserne hyggede med fælles morgenmad, pakkespil og julemusik.

Efter pausen mødtes hele gymnasiet til juleafslutning, hvor førsteklasserne traditionen tro skulle stå for underholdningen. Igen i år var opfindsomheden stor, og der var både krybbespil, julekonkurrencer, julevideo og dans på scenen. Indslagene blev bedømt af den hårde, men retfærdige dommertrio bestående af Kristian Højen fra 3.y, driftsleder Jan Larsson og rektor Søren Urup. Og de var ikke i tvivl om hvilken klasse, der havde leveret førsteklasses juleunderholdning: Vinderen blev 1.z, der løb med sejren og et pizza-gavekort til hele klassen.

Det var dog ikke kun førsteklasserne, der gik på scenen. Lærerne overraskede med et dansenummer til tonerne af ”The Git Up” til stor jubel og bragende bifald. Det hele sluttede med råbekoret feat. en flot højtråbende lærere, der brølede ”GOD JUL”. Og så var der juleferie!

Første skoledag efter juleferien er torsdag d. 2/1.

Nedenfor kan du se flere billeder fra gymnasiets juleafslutning.