Talenttræf i Aars

 
mandag D. 01. april 2019, kl. 11.42
Årets talentakademi nærmer sig sin slutning. Sidste møde foregik i Aars, hvor nogle talentelever skulle designe deres eget forsøg, mens andre skulle skrive en artikel om deres medvirken i Nordjyske Gymnasiers Talentakademi.

På billedet fra venstre: Astrid Bak (2.xz), Signe Degn (2.y), Rasmus Konnerup (2.y) og Victor Doré (2.y), der deltager i talentakademiet på 'Sundhed, naturvidenskab & teknologi'.  

Onsdag d. 27/3 var der talenttræf i Aars, hvor talenteleverne fra ’Sundhed, naturvidenskab & teknologi’ og ’Humaniora & sprog’ mødtes med elever fra nærliggende gymnasier.

På 'Sundhed, naturvidenskab & teknologi' skulle eleverne designe et forsøg, som de gav overskriften ”Giver Red Bull vinger?” Formålet var at undersøge effekten af Red Bull – giver energidrikken et kick, eller er det ren indbildning? Talenteleverne skulle efterfølgende udføre forsøget på klassekammeraterne i Hobro og formidle resultaterne på en videnskabelig poster.

På 'Humaniora & sprog' startede eleverne med at lytte til oplægget "Dannet af diskurs" af Stinne Have fra AAU. Efter frokost var der gruppearbejde, hvor eleverne skulle lave et produkt om talentakademiet. Joan-Marianne Nielsen (2.lm), Kristian Højen (2.y) og Lærke Jensen (2.e) fra Mariagerfjord Gymnasium forfattede en artikel om kønsidentitet i det senmoderne samfund, som de har arbejdet med på talentakademiet. I artiklen skriver de blandt andet:

”I løbet af et års arbejde med humaniora og sprog, først med fake-news i efteråret, sidenhen med kønsidentitet i foråret, er der både blevet lært nye begreber, flyttet horisonter og skabt relationer. De i alt seks dage med fokuseret arbejde med humaniora og relationer mennesker imellem har ikke gjort os fuldstændigt navigationsdygtige i queerteori, men har helt sikkert givet nye redskaber til at åbne verden.”

Du kan læse hele artiklen her:

Talentakademiets arbejde med kønsidentitet i det senmoderne samfund

Læs også mere om talentakademiet her.

Talenttræf i Aars

Gruppebillede af alle talenteleverne på 'Humaniora & sprog' i skoleåret 2018-2019. Fra Mariagerfjord Gymnasium deltager Joan-Marianne Nielsen (2.lm), Kristian Højen (2.y) og Lærke Jensen (2.e).