Genåbning af gymnasiet

 
torsdag D. 16. april 2020, kl. 16.08
På mandag åbner gymnasiet igen for afgangselever og vhf-elever, der vil møde en meget anderledes skoledag. Her kan du læse om den nye hverdag med blandt andet stor afstand og masser af håndvask.

Har du spørgsmål i forbindelse med genåbningen af gymnasiet, er du velkommen til at kontakte rektor Søren Urup på tlf. 28 72 32 88 eller mail soeu@mf-gym.dk.

Mariagerfjord Gymnasium genåbner mandag d. 20/4 for alle afgangselever og vhf-elever (2.hf, 3.htx, 3.stx, 1.vhf, 2.vhf og 3.vhf).

Klasserne bliver delt op, så de møder i skole på forskellige dage og tidspunkter. Det vil sige, at hver klasse som udgangspunkt bliver undervist 2-3 dage på skolen – de andre skoledage skal eleverne blive hjemme og modtage virtuel undervisning. Det er derfor vigtigt, at du holder øje med Lectio, hvor det tydeligt fremgår, hvornår og hvor du skal møde på gymnasiet. 

Som udgangspunkt bliver al valgfagsundervisning afviklet virtuelt. Hvis du har undervisning på gymnasiet og skal have virtuel valgfagsundervisning i enten 1. eller 4. modul, kan du følge den virtuelle undervisning på skolen. Har du fx valgfag kl. 7.55, går du hen til det klasselokale, hvor du skal være resten af dagen og følger den virtuelle undervisning derfra.

Har du spørgsmål til dit skema, kan du kontakte uddannelsesleder Hans Henrik Bøg Holme via Lectio, på tlf. 24 66 03 53 eller mail hhh@mf-gym.dk.

Undgå smittespredning

Genåbningen af gymnasiet følger retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen:  

Retningslinjer

For at undgå smittespredning af coronavirus (COVID-19) gælder nedenstående på Mariagerfjord Gymnasium. Hvis retningslinjerne gentagne gange bliver overskredet, vil det medføre bortvisning.

Vejen til og fra gymnasiet
Busserne kører efter den normale køreplan. Hvis du oplever afvigelser i køreplanen, er det vigtigt, at du informerer skolen.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger gælder naturligvis også, når du kører til og fra gymnasiet.

Når du kommer til skolen
Ved alle indgange er der opsat håndsprit, og her skal du afspritte dine hænder, inden du må gå ind på skolen. Vær opmærksom på at holde afstand og følge afmærkningerne på jorden. Når hænderne er sprittet af, kan du fortsætte til det klasselokale, hvor du skal være resten af skoledagen.

I klasselokalet
Hver klasse fordeles i to-tre lokaler, hvor undervisningen vil foregå hele dagen. Vær opmærksom på, at din lærer måske allerede har opdelt klassen og har skrevet i Lectio, hvor du skal være.

Uden for hver lokale er der angivet, hvor mange personer der højest må opholde sig i rummet. Det er vigtigt, at begrænsningerne overholdes – både i timerne og i pauserne! Siddepladserne er overalt opstillet med to meters afstand, og du må kun placere dig ved de pladser, der har en rød markering.

Du må ikke udlåne din computer, skriveredskaber eller undervisningsmaterialet til andre.

For at minimere smitterisiko skal dørene til lokalerne altid være åbne.

I alle lokaler er der håndsprit, dispenser og vådservietter til afspritning af borde og stole. Både elever og lærere skal afspritte hænder hver gang, man forlader lokalet! Hvis du flytter lokale i løbet af dagen, skal du afspritte din plads på alle berøringsflader. Det samme er gældende, når skoledagen er slut, og du forlader lokalet.

I pauserne
Det anbefales, at du begrænser din kontakt med andre uden for klasselokalet i løbet af dagen. I pauserne skal du allerhelst gå uden for – naturligvis med den anbefalede afstand til dine klassekammerater. Alternativt skal du opholde dig i dit klasselokale eller i Grønnegården, hvor der dog kun er ganske få siddepladser. Du må ikke opholde dig i andre klasselokaler end dit eget!

Luft ud i lokalet i pauserne.

Vær opmærksom på, at kantinen er lukket, så husk en stor madpakke og drikkedunk. Det er stadig muligt at benytte skolens vandautomater, hvor der er håndsprit og afmærkninger på gulvet for at sikre afstand.

Kontoret
Ved henvendelse til kontoret er der begrænset adgang: Kun en person må gå ind på kontoret ad gangen. Vent uden for døren indtil det bliver din tur – og husk at holde god afstand til andre imens.

Husk at vaske hænder 
Hyppig håndvask med vand og flydende sæbe er særdeles vigtig for at hindre smittespredning. Vask hænder grundigt efter toiletbesøg, før og efter spisning, efter næsepudsning, og hvis du har beskidte hænder.

Her kan du se en film fra Sundhedsstyrelsen om, hvordan du vasker dine hænder korrekt:


Hvad nu hvis…?

Coronavirus smitter fra person til person gennem dråber, fx via hoste eller nys, og via kontakt og overflader som fx håndtryk og dørhåndtag. Det er vigtigt, at du er opmærksom på symptomer på sygdommen, der kan spænde fra milde symptomer, der minder om forkølelse til alvorlig lungebetændelse.

Hvad med dem, der er i en risikogruppe?
Er du særligt udsat for at blive alvorligt syg, eller er du af andre årsager bekymret for at vende tilbage til skolen, skal du kontakte din elevvejleder, som du finder her. Er du i tvivl om, hvorvidt du er i en risikogruppe, skal du kontakte din egen læge.

Hvad nu hvis jeg bliver syg?
Hvis du får symptomer på sygdom, skal du tage hjem med det samme og efterfølgende kontakte din elevvejleder. Symptomerne kan være ondt i halsen, feber, hovedpine, muskelsmerter, hoste og vejrtrækningsbesvær. Bliv hjemme indtil 48 timer efter, symptomerne er stoppet.

Hvis du har været på gymnasiet og bliver konstateret smittet med coronavirus, skal du straks informere os: Ring til kontoret på tlf. 98 52 08 55. Herefter vil vi orientere dem, der har været i tæt kontakt med dig, så de kan være ekstra opmærksomme på symptomer.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har været sammen med en smittet?
Har du været i kontakt med en person, der er konstateret smittet, skal du være særlig opmærksom på sygdomstegn. Du skal i endnu højere grad følge de generelle råd om god hygiejne, men må som udgangspunkt gerne møde op i skolen. Læs Sundhedsstyrelsens anbefalinger her.

Hvad nu hvis jeg bor sammen med en smittet person?
Elever, der bor sammen med en person, der er påvist smittet med coronavirus, skal ikke komme i skole. Ansatte, der bor sammen med en person, der er konstateret smittet, skal i endnu højere grad følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger, være særligt opmærksomme på symptomer og blive hjemme, hvis man får symptomer. 

Hvad med fravær?
Der føres fravær på normal vis. Hvis du er nødsaget til at blive hjemme, skal du kontakte din elevvejleder og angive årsagen til fravær i Lectio. Som udgangspunkt er du forpligtiget til at følge undervisningen virtuelt hjemmefra, hvis det er muligt.

Mere information
Følg med på den fælles hjemmeside for de danske myndigheder: coronasmitte.dk
Se spørgsmål og svar om coronavirus på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: www.sst.dk/corona