En barsk historie

 
fredag D. 07. februar 2020, kl. 12.49
Nick Trier, der medvirkede i tv-programmet ”Korpset”, besøgte i dag Mariagerfjord Gymnasium og fortalte om en hård opvækst med overgreb og misbrug – og hvordan han kom ud på den anden side.

Der var bomstille i den fyldte sal, mens 32-årige Nick Trier fortalte sin barske historie ledsaget af private billeder fra barndommen, technofesterne og hans medvirken i ”Korpset”, der blev sendt på TV 2 i 2019. 

Fortællingen startede i 90'erne, hvor Nick Trier voksede op i en kernefamilie i Kerteminde fyldt med kærlighed. ”Det var den tid, hvor solen altid skinnede”, bemærkede Nick. Han begyndte at dyrke vandskisport og blev hurtig rigtig god til det. Så god at han flere gange blev danmarksmester og endda kvalificerede sig til EM. Da han var omkring 12 år, kom han på ungdomslandsholdet og skulle nu også træne i København. Derfor tilbød en mand – ”Preben” – at han kunne overnatte i hans kæmpe villa i København sammen med de andre teenagedrenge.

Familien stolede på ”Preben”, men i villaen på Sjælland begyndte han at misbruge Nick. ”Den mand overskred alle mine grænser, og det blev bare værre og værre”, fortalte Nick. Til sidst besluttede Nick at stoppe med vandskisporten – ikke fordi han havde mistet lysten, man fordi han ville væk fra ”Preben”.

Tæt på at dø

Hjemme på Fyn forvandlede han sig fra at være ”mors dreng” til en ”udadreagerende snotunge”. Han begyndte at tage stoffer, og allerede i 10. klasse kom han i afvænning, men fortsatte alligevel sit misbrug. En dag blev han pludselig kontaktet af sine tidligere landholdskammerater, der fortalte om en pædofilisag mod ”Preben”. Politiet ville indkalde ham som vidne, og først dér gik det op for familien og vennerne, hvad han havde været udsat for. ”Preben” endte med at få en fængselsdom på 2 års fængsel, og Nick ærgrede sig over dommen, som han stadig synes er alt for mild.

Tilbage i gymnasiet var Nick konstant høj på stoffer: ”For mig var det bare én stor fest”, fortalte han. Han begyndte at tage steroider sammen med hash, hårde stoffer og piller, hans distancerede sig fra familien og vennerne, og han var lige ved at blive smidt ud af 3.g. Efter gymnasiet fortsatte han med at feste igennem på stoffer, og to gange var det ved at ende helt galt. Nick blev indlagt med en overdosis og var tæt på at dø.

”Jeg valgte livet”

Ved den sidste indlæggelse besluttede Nick sig for at stoppe med stofferne: ”Jeg valgte livet”, fortalte han. Han begyndte at gå ture – 5 km gåtur blev til 5 km løbetur, som efterhånden blev til vilde forhindringsløb. Blandt andet har han været til verdensmesterskabet i forhindringsløbet OCR, og han har rejst verden rundt for at konkurrere. Derfor var han i fysisk topform til at deltage i ”Korpset”, hvor han røg ud kort før målstregen.

I forbindelse med sin tv-optræden fortalte han sin historie, og pludselig begyndte han at få henvendelser fra fremmede personer, der fortalte, at han havde inspireret dem. I dag er han stadig opsat på at gøre en forskel for andre – ”det er dét, der motiverer mig” – blandt andet som teamleder på Camp True North og oplægsholder.

Historien rørte også tilhørerne på Mariagerfjord Gymnasium. Flere elever benyttede efterfølgende muligheden for at tale med Nick og rose hans oplæg, der havde gjort et stort indtryk.

Nick Trier
I dag fokuserer Nick på sit tømrerarbejde, træning og på at gøre en forskel for andre mennesker.