Skoleårets afslutning

 
torsdag D. 11. juni 2020, kl. 21.17
Det bliver en anderledes afslutning på skoleåret for alle i år. Her kan du læse om den virtuelle translokation for fortsættereleverne - og om huebegivenheden og årets dimission for afgangseleverne.

Det har været en hektisk og mærkelig tid med store forandringer, som ingen havde forestillet sig skulle overgå os. Den virtuelle undervisning og hele situationen har trukket store veksler på mange. Jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at give en kæmpe ros til både afgangselever, fortsætterelever og lærere. I har taget det hele i stiv arm og kløet på med krum hals, selv om det har været svært at se, hvornår og hvordan det hele skulle ende. Også en stor ros og tak til jer forældre for at støtte op om jeres unge mennesker og hjælpe dem med deres tvivl og usikkerhed i forhold til de mange udfordringer, perioden med nødundervisning har bragt.

Herunder kan du læse om skoleårets afslutning for både fortsætterelever og afgangselever. Jeg håber, at situationen er normaliseret i august, så vi kan starte det nye skoleår, som vi plejer. Men hvis der er én ting, vi har lært igennem de sidste måneder, så er det, at tingene ikke nødvendigvis er, som de plejer. Det er derfor vigtigt, at fortsættereleverne holder øje med Lectio, hvor vi skriver, hvad der skal ske til august. 

Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte mig på tlf. 28 72 32 88 eller mail soeu@mf-gym.dk.

Med venlig hilsen
Søren Urup, rektor ved Mariagerfjord Gymnasium



Huebegivenhed d. 22/6 og 23/6

Som tidligere omtalt afholder vi huebegivenhed for 3.stx’erne og 3.htx’erne mandag d. 22/6 og tirsdag d. 23/6. Her får eleverne udleveret deres skriftlige eksamenskarakterer og afsluttende standpunktskarakterer, hvorefter de kan sætte studenterhuen på hovedet og fejre det med deres nærmeste. 

Retningslinjer til huebegivenheden
I udgangspunktet har vi meldt ud, at huebegivenheden var for forældre og søskende. Flere har imidlertid henvendt sig og spurgt, om man i stedet måtte tage andre familiemedlemmer eller pårørende med. Det har vi sagt ja til, og det betyder altså, at man må deltage med forældre og søskende eller maks. 6 pårørende. Flere har også spurgt, om man må tage drikkevarer med, så man kan skåle med den nyslåede student, og det må man selvfølgelig gerne. 

Det er vores vurdering, at det er en forsvarlig måde at afvikle huebegivenheden, hvis man følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om afstand og håndhygiejne. Hvis man har symptomer på Covid-19 eller er i tvivl om, hvorvidt man er smittet, skal man også følge myndighedernes anbefalinger og blive hjemme. Hvis man er i risikogruppen og føler sig utryg ved situationen, skal man kontakte egen læge for en sundhedsfaglig vurdering.

Alle elever i 3.stx og 3.htx har fået tilsendt en invitation i Lectio med en tidsplan og praktisk info. Du kan også se invitationen her:

Invitation til huebegivenhed

Hvorfor holde en huebegivenhed?
Flere har i løbet af den sidste uges tid spurgt, hvorfor 3.stx’erne og 3.htx’erne ikke kan få deres huer på i forbindelse med de mundtlige eksaminer i uge 25. Som nævnt i nyhedsbrevet i starten af maj, skyldes det, at ministeriet har meldt meget tydeligt ud, at en huebegivenhed skal afvikles i dagene d. 22-24/6 i uge 26. Vi kan dog ikke (og vil heller ikke!) forbyde elever at sætte huen på hovedet og fejre det med venner og familie. Det må bare ikke ske inden for på skolen. Og ret beset er man heller ikke student, førend de sidste karakterer er skrevet ind og offentliggjorte, og det sker først mandag d. 22/6.

Elever i 2.hf og 3.vhf
Huebegivenheden gælder som sagt kun for 3.stx’erne og 3.htx’erne. Elever i 2.hf og 3.vhf kan sætte deres huer på hovedet på normal vis i forbindelse med deres sidste mundtlige eksamen. Her er familie og pårørende også velkomne efter de samme retningslinjer, der gælder for 3.stx’erne og 3.htx’erne, det vil sige, at man må deltage med forældre og søskende eller maks. 6 pårørende.



Dimission fredag d. 26/6

Som vi skrev i sidste nyhedsbrev, har vi afventet nyt om, hvor mange og under hvilke forhold vi må samles til dimissionen. Udmeldingen kom i starten af forrige uge. Det var desværre en nedslående, men ret klar besked, der kom fra Undervisningsministeren og samtlige af Folketingets partier: Dimissionen skal foregå klassevis med 3 pårørende pr. elev

Det var slet, slet ikke den måde, vi gerne ville have fejret studenterne på. Vi havde planlagt at samle alle studenter og så mange pårørende som muligt på DS-Arena til et brag af en dimission, men det kan altså ikke lade sig gøre. Jeg tror, det er tydeligt for de fleste, at der er ”gået politik” i genåbningen – også når det gælder skoleårets afslutning for de nyslåede studenter. I starten af forrige uge var beskeden således, at studenterne fik lov til at få studenterkørslen og studenterfesterne. Til gengæld måtte vi så give køb på ønsket om at samle alle studenter og pårørende til dimission. Det er vi rigtig trætte af. Vi ville som sagt gerne have haft muligheden for at fejre studenterne og sige farvel til dem i samlet flok – det har de fortjent! På den anden side har vi fået lov til at køre studenterkørsel og afholde studenterfester – og det skal vi være glade for!

Dimissionen vil i formen komme til at minde om huebegivenheden, men indholdet vil være anderledes: Hver klasse bliver inviteret til at møde på et bestemt tidspunkt til studenterfotografering, herefter afholdes dimission i salen, og efterfølgende er der reception i skovkantinen

Alle afgangselever har fået tilsendt en invitation til dimissionen i Lectio med en plan for begivenheden og en række praktiske informationer. Du kan også se invitationen her:

Invitation til dimission



Translokation for fortsætterelever

Torsdag d. 25/6 kl. 9.00 til 9.30 holder vi virtuel translokation for fortsættereleverne, hvor vi slutter skoleåret og ønsker hinanden god sommer og på gensyn til august. Fortsættereleverne skal altså ikke møde ind på skolen, men deltager hjemmefra via computeren.