Studenter og store smil

 
mandag D. 22. juni 2020, kl. 15.47
Stolte familier var i dag samlet på gymnasiet, hvor studenterne endelig kunne sætte huen på. Dét blev fejret med blomster, gaver og jordbær, mens Grønnegården genlød af lykønskninger og flyvende champagnepropper.

Mens eleverne i 2.hf og 3.vhf bliver fejret efter deres sidste mundtlige eksamen, er det i år en smule anderledes for eleverne i 3.htx og 3.stx. Officielt er de først studenter, når alle karakterer er i hus – og det kom de i dag ved en huebegivenhed for 3.xz, 3.y, 3.e, 3.c og 3.s.

Studenterne mødtes klassevis i salen, hvor rektor Søren Urup og vicerektor Michael Madsen overrakte et ”kladde bevis” med de skriftlige eksamenskarakterer og afsluttende standpunktskarakterer til stort bifald af klassekammerater og lærere. Herefter kunne studenterne træde ud på den røde løber og gå hen til deres familier, der stod klar med studenterhuen. Og så sprang champagnepropperne, karaktererne blev studeret, og der blev taget en masse billeder af studenterne sammen med de stolte forældre, søskende, bedsteforældre og kærester.

Se flere billeder fra dagens huebegivenhed i fotogalleriet her.

I morgen kommer turen til 3.d, 3.lm og 3.u – og selvfølgelig også 2.hf og 3.vhf, der får studenterhuen på efter deres sidste eksamen tirsdag eller onsdag.

Allerede på fredag samles studenterne igen til dimissionen, der i år foregår klassevis på gymnasiet. Her vil der være taler, underholdning, uddeling af eksamensbeviser og til sidst en reception for studenterne og deres nærmeste pårørende. Du kan se mødetidspunkt og programmet for dimissionen her.