Her ser du verden
 
 

Vi er et internationalt gymnasium, og vores elever oplever den globale verden på tæt hold. Hvert år samler hele gymnasiet ind til et børnehjem i Indien, nogle elever kaster sig ud i ”kinesisk for begyndere”, mens andre går i klasse med en udvekslingsstudent fra fx USA eller Italien.

Alle elever har som minimum engelsk på skemaet, og alle bliver tilbudt mindst én studie- eller udvekslingsrejse i løbet af gymnasietiden. Det nyeste rejsemål er Brasilien, hvor elever kan komme på et to ugers udvekslingsophold med privat indkvartering og skolegang på én af vores samarbejdsskoler i Rio de Janeiro eller Juiz de Fora.

Ud over de to skoler i Brasilien har vi samarbejdsskoler i blandt andet Tyskland, Spanien, Frankrig og USA. Derfor har vi også mulighed for at arrangere individuelle udvekslingsophold for vores elever, der er over 18 år, hvor de – enten alene eller sammen med et par klassekammerater – rejser ud i verden på egen hånd.